Vilkår for brug af Fix Analytics
Version 1. Gældende fra 5. oktober 2022.
Indhold
- Accept af vilkår
- Varighed og fakturering
- Abonnementets omfang og anvendelse
- Drift og opdateringer
- Ophør og overdragelse af aftalen
- Immaterielle rettigheder
- derangeds ansvar
- Ændringer af vilkår, tvister, gyldighed
- Bilag 1: Databehandleraftale
- Præambel
- Den dataansvarliges rettigheder og forpligtelser
- Fortrolighed
- Behandlingssikkerhed
- Anvendelse af underdatabehandlere
- Overførsel til tredjelande eller internationale organisationer
- Bistand til den dataansvarlige
- Underretning om brud på persondatasikkerheden
- Sletning og returnering af oplysninger
- Revision, herunder inspektion
- Parternes aftale om andre forhold
- Ikrafttræden og ophør
- Bilag 1.A: Oplysninger om behandlingen
- Bilag 1.B: Underdatabehandlere
- Bilag 1.C: Instruks vedrørende behandling af personoplysninger
- Bilag 2: Privatlivspolitik
Accept af vilkår
Disse abonnementsvilkår (herefter “Vilkår” eller “Vilkårene”) beskriver dine rettigheder og ansvar som kunde og ved brug af Fix Analytics systemet (herefter “Applikationen”). Vilkårene accepteres når man opretter en Fix Analytics konto, når man dirigerer brugertrafik imod Fix Analytics’ servere, eller når man tilkendegiver accept på anden vis.
Vilkårene gælder mellem deranged ApS (CVR 39602504, herefter “deranged”) og kunden (herefter “Kunden”). Hvis Kunden er en juridisk person, accepteres Vilkårene på vegne af Kunden. Fix Analytics forhandles udelukkende til virksomheder.
Vilkårene dækker abonnement for og brug af Applikationen, der stilles til rådighed for Kunden under Vilkårene.
Inkluderet i vilkårene er en aftale om databehandling (Bilag 1: Databehandleraftale, herefter “Databehandleraftalen”) og en privatlivspolitik (Bilag 2: Privatlivspolitik, herefter “Privatlivspolitikken”).
Kunden er forpligtet til at holde sine kontaktoplysninger opdateret med henblik på at kunne modtage nødvendige informationer om ændringer til Applikationen, Vilkårene, eller Databehandleraftalen.
deranged kan kontaktes om vilkår vedrørende Applikationen, Vilkårene eller Databehandleraftalen på email email get+analytics@deranged.dk.
Varighed og fakturering
Abonnementet træder i kraft ved bestilling og løber indtil det opsiges i overensstemmelse med Vilkårene.
Der afregnes og faktureres i form af Fix Analytics credits (herefter “Credits”, i entel “Credit”). Et Credit tages i betaling for én request der sendes Fix Analytics systemets proxy server. Credits udløber efter et år fra købstidspunktet, hvis det ikke er brugt inden da.
Der faktureres årligt, med faktureringsperiode et år frem. Hver faktureringsperiode købes minimum 500.000 Fix Analytics credits. Hvis der i en faktureringsperiode er brugt flere credits end der var indkøbt, efterfaktureres de med fakturaen for den følgende periode.
For nye kunder er der gratis fortrydelsesret på 30 dage fra bestillingsdatoen. Udover fortrydelsesretten er betalinger for credits ikke refunderbare.
Betalingsfristen er 15 dage fra fakturadato.
Betales abonnementet ikke rettidigt, sendes første rykker uden gebyr 7 dage efter fakturaens forfaldsdato. Betales abonnementet fortsat ikke, sendes 10 dage senere anden rykker med et gebyr på DKK 100,00. Såfremt betaling stadig ikke er modtaget inden 7 dage efter rykker 2, spærres adgangen til Applikationen. Adgangen til Applikationen åbnes igen efter modtaget betaling, medmindre deranged forinden har ophævet abonnementet.
Kunden accepterer, at fakturaer og rykkere sendt pr. e-mail til den af Kunden angivne e-mailadresse skal anses for leverede, når de er afsendt af deranged.
De til enhver tid gældende priser kan findes på derangeds hjemmeside og kan ændres med en måneds varsel. Det samme gælder for ændringer til sammensætning og indhold af abonnementstyper og tillægsmoduler. Alle priser er ekskl. moms.
Abonnementets omfang og anvendelse
Kunden opnår i overensstemmelse med disse Vilkår en ikke-eksklusiv adgang til at anvende Fix Analytics systemet (herefter “Applikationen”), der stilles til rådighed online som “software as a service”. Kunden erhverver ikke Applikationen eller en kopi eller del heraf og opnår ikke licens til at afvikle Applikationen undtagen som software as a service.
Råderetten over en deranged aftale tilkommer den, der betaler for den specifikke aftale. Adgangen til at anvende Applikationen gælder udelukkende for Kunden.
Kunden indestår for og har det fulde ansvar for de tredjeparter, som Kunden giver adgang til Applikationen. Dette omfatter blandt andet integrationer, som Kunden tilføjer til sin aftale og/eller administratorer, der tilknyttes Kundens aftale.
Kunden er ikke berettiget til at overdrage abonnementet til tredjepart.
Kunden skal sikre, at Applikationen ikke bliver anvendt på en måde, som kan skade derangeds navn, omdømme eller goodwill, eller som er i strid med relevant lovgivning eller anden regulering.
Drift og opdateringer
deranged tilstræber højst mulig driftsstabilitet, men er uden ansvar for nedbrud eller driftsforstyrrelser, herunder for driftsforstyrrelser forårsaget af faktorer uden for derangeds kontrol. Herved forstås bl.a. strømsvigt, fejl på udstyr, internetforbindelser, telekommunikationsforbindelser eller lignende. Applikationen og servicen leveres, som den er og forefindes, og deranged fraskriver sig enhver garanti, tilsikring, indeståelse, anprisning eller andre vilkår, uanset direkte eller indirekte.
I tilfælde af nedbrud eller forstyrrelser tilstræber deranged sig på at genskabe normal drift hurtigst muligt.
deranged er berettiget til løbende at foretage opdateringer og forbedringer af Applikationen. deranged er ligeledes berettiget til at ændre sammensætning og opbygning af Applikationen og ydelser. Sådanne opdateringer, forbedringer og ændringer kan ske med eller uden varsel og kan påvirke services, herunder informationer og data uploadet til eller afgivet af Applikationen.
Ophør og overdragelse af aftalen
Kunden kan ved elektronisk skriftlig kontakt til deranged på email get+analytics@deranged.dk opsige abonnementet.
deranged kan opsige abonnementet med 6 måneders varsel eller uden varsel ved Kundens væsentlige misligholdelse af Vilkårene eller ved Kundens konkurs eller insolvens.
deranged forbeholder sig retten til at slette Applikationsdata efter abonnementets ophør uanset årsagen hertil, og deranged har ingen forpligtelser til at opbevare dataen efter ophør.
deranged har ret til at overdrage sine rettigheder og forpligtelser over for Kunden til koncernforbundet selskab eller tredjepart.
Immaterielle rettigheder
Applikationen og information der afgives fra Applikationen, undtagen Applikationsdata, er beskyttet af ophavsret og andre immaterielle rettigheder og tilhører eller er licenseret til deranged. Individuelt udarbejdet programmel tilhører ligeledes deranged, medmindre andet skriftligt er aftalt. Kunden skal give deranged meddelelse om enhver aktuel eller potentiel krænkelse af deranged immaterielle rettigheder eller uautoriseret brug af Applikationen, som Kunden får kendskab til.
Der sker ingen overdragelse af immaterielle rettigheder til Kunden.
I forhold til materiale der uploades af Kunden og alt Applikationsdata, giver Kunden deranged og dennes leverandører en tilladelse og global licens, der er tilstrækkelig til, at deranged forsvarligt kan afvikle og drifte Applikationen og opfylde sine forpligtelser. Kunden indestår for, at det materiale der uploades ikke krænker tredjeparts rettigheder og ikke indeholder materiale, der kan virke stødende eller er i strid med relevant lovgivning eller anden regulering.
derangeds ansvar
deranged fraskriver sig ethvert ansvar i relation til Vilkårene, services eller brug af Applikationen, uanset om dette opstår i eller uden for kontrakt, herunder for driftstab, følgeskader eller andre indirekte tab, tab af data, tab begrundet i produktansvar eller tab, der er opstået som følge af simpel uagtsomhed.
Uanset typen af tab eller ansvarsgrundlaget er derangeds samlede ansvar beløbsmæssigt begrænset til Kundens betaling i 12 måneder før det ansvarspådragende forholds indtræden, dog i alle tilfælde maksimalt DKK 10.000. Kunden påtager sig at friholde deragned for produktansvarsskader, tredjepartstab og øvrige krav fra tredjepart som følge af Kundens brug af Applikationen.
Kunden accepterer at skadesløsholde deranged mod ethvert krav eller tab, der skyldes produktansvar, tab hos tredjeparter eller ansvar for tredjeparter, i det omfang det afstedkommer fra Kundens brug af Applikationen.
Ændringer af vilkår, tvister og gyldighed
deranged er berettiget til at ændre Vilkårene i enhver henseende. De til enhver tid gældende Vilkår vil være tilgængelige på deranged’ hjemmeside. deranged tilsigter at give 1 måneds varsel i forbindelse med enhver ændring. Ændringer varsles via email til kundens i systemet registrerede email. Brug af Applikationen efter en ændring af Vilkårene udgør accept af de ændrede Vilkår.
Vilkårene er underlagt dansk ret. Enhver tvist der udspringer af abonnementet, herunder Vilkårene, skal anlægges ved Byretten i København.
Vilkårene gælder fra d. 15. oktober 2022.
Bilag 1: Databehandleraftale
Standardkontraktbestemmelser i henhold til artikel 28, stk. 3, i forordning 2016/679 (databeskyttelsesforordningen) med henblik på databehandlerens behandling af personoplysninger
mellem Kunden (som nærmere defineret i Vilkårene, herefter “den dataansvarlige”)
og deranged (som nærmere defineret i Vilkårene, herefter “databehandleren”)
der hver især er en “part” og tilsammen udgør “parterne”
har aftalt følgende standardkontraktsbestemmelser (Bestemmelserne) med henblik på at overholde databeskyttelsesforordningen og sikre beskyttelse af privatlivets fred og fysiske personers grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder.
Præambel
Disse Bestemmelser fastsætter databehandlerens rettigheder og forpligtelser, når denne foretager behandling af personoplysninger på vegne af den dataansvarlige.
Disse bestemmelser er udformet med henblik på parternes efterlevelse af artikel 28, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (databeskyttelsesforordningen).
I forbindelse med leveringen af X behandler databehandleren personoplysninger på vegne af den dataansvarlige i overensstemmelse med disse Bestemmelser.
Bestemmelserne har forrang i forhold til eventuelle tilsvarende bestemmelser i andre aftaler mellem parterne.
Der hører 3 bilag til disse Bestemmelser, og bilagene udgør en integreret del af Bestemmelserne.
Bilag 1.A indeholder nærmere oplysninger om behandlingen af personoplysninger, herunder om behandlingens formål og karakter, typen af personoplysninger, kategorierne af registrerede og varighed af behandlingen.
Bilag 1.B indeholder den dataansvarliges betingelser for databehandlerens brug af underdatabehandlere og en liste af underdatabehandlere, som den dataansvarlige har godkendt brugen af.
Bilag 1.C indeholder den dataansvarliges instruks for så vidt angår databehandlerens behandling af personoplysninger, en beskrivelse af de sikkerhedsforanstaltninger, som databehandleren som minimum skal gennemføre, og hvordan der føres tilsyn med databehandleren og eventuelle underdatabehandlere.
Bestemmelserne med tilhørende bilag skal opbevares skriftligt, herunder elektronisk, af begge parter.
Disse Bestemmelser frigør ikke databehandleren fra forpligtelser, som databehandleren er pålagt efter databeskyttelsesforordningen eller enhver anden lovgivning.
Den dataansvarliges rettigheder og forpligtelser
Den dataansvarlige er ansvarlig for at sikre, at behandlingen af personoplysninger sker i overensstemmelse med databeskyttelsesforordningen (se forordningens artikel 24), databeskyttelsesbestemmelser i anden EU-ret eller medlemsstaternes1 nationale ret og disse Bestemmelser.
Den dataansvarlige har ret og pligt til at træffe beslutninger om, til hvilke(t) formål og med hvilke hjælpemidler, der må ske behandling af personoplysninger.
Den dataansvarlige er ansvarlig for, blandt andet, at sikre, at der er et behandlingsgrundlag for behandlingen af personoplysninger, som databehandleren instrueres i at foretage.
Databehandleren handler efter instruks
Databehandleren må kun behandle personoplysninger efter dokumenteret instruks fra den dataansvarlige, medmindre det kræves i henhold til EU-ret eller medlemsstaternes nationale ret, som databehandleren er underlagt. Denne instruks skal være specificeret i bilag A og C. Efterfølgende instruks kan også gives af den dataansvarlige, mens der sker behandling af personoplysninger, men instruksen skal altid være dokumenteret og opbevares skriftligt, herunder elektronisk, sammen med disse Bestemmelser.
Databehandleren underretter omgående den dataansvarlige, hvis en instruks efter vedkommendes mening er i strid med denne forordning eller databeskyttelsesbestemmelser i anden EU-ret eller medlemsstaternes nationale ret.
Fortrolighed
Databehandleren må kun give adgang til personoplysninger, som behandles på den dataansvarliges vegne, til personer, som er underlagt databehandlerens instruktionsbeføjelser, som har forpligtet sig til fortrolighed eller er underlagt en passende lovbestemt tavshedspligt, og kun i det nødvendige omfang. Listen af personer, som har fået tildelt adgang, skal løbende gennemgås. På baggrund af denne gennemgang kan adgangen til personoplysninger lukkes, hvis adgangen ikke længere er nødvendig, og personoplysningerne skal herefter ikke længere være tilgængelige for disse personer.
Databehandleren skal efter anmodning fra den dataansvarlige kunne påvise, at de pågældende personer, som er underlagt databehandlerens instruktionsbeføjelser, er underlagt ovennævnte tavshedspligt.
Behandlingssikkerhed
Databeskyttelsesforordningens artikel 32 fastslår, at den dataansvarlige og databehandleren, under hensyntagen til det aktuelle tekniske niveau, implementeringsomkostningerne og den pågældende behandlings karakter, omfang, sammenhæng og formål samt risiciene af varierende sandsynlighed og alvor for fysiske personers rettigheder og frihedsrettigheder, gennemfører passende tekniske og organisatoriske foranstaltninger for at sikre et beskyttelsesniveau, der passer til disse risici.
Den dataansvarlige skal vurdere risiciene for fysiske personers rettigheder og frihedsrettigheder som behandlingen udgør og gennemføre foranstaltninger for at imødegå disse risici. Afhængig af deres relevans kan det omfatte:
- Pseudonymisering og kryptering af personoplysninger
- evne til at sikre vedvarende fortrolighed, integritet, tilgængelighed og robusthed af behandlingssystemer og -tjenester
- evne til rettidigt at genoprette tilgængeligheden af og adgangen til personoplysninger i tilfælde af en fysisk eller teknisk hændelse
- en procedure for regelmæssig afprøvning, vurdering og evaluering af effektiviteten af de tekniske og organisatoriske foranstaltninger til sikring af behandlingssikkerhed.
Efter forordningens artikel 32 skal databehandleren – uafhængigt af den dataansvarlige – også vurdere risiciene for fysiske personers rettigheder som behandlingen udgør og gennemføre foranstaltninger for at imødegå disse risici. Med henblik på denne vurdering skal den dataansvarlige stille den nødvendige information til rådighed for databehandleren som gør vedkommende i stand til at identificere og vurdere sådanne risici.
Derudover skal databehandleren bistå den dataansvarlige med vedkommendes overholdelse af den dataansvarliges forpligtelse efter forordningens artikel 32, ved bl.a. at stille den nødvendige information til rådighed for den dataansvarlige vedrørende de tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger, som databehandleren allerede har gennemført i henhold til forordningens artikel 32, og al anden information, der er nødvendig for den dataansvarliges overholdelse af sin forpligtelse efter forordningens artikel 32.
Hvis imødegåelse af de identificerede risici – efter den dataansvarliges vurdering – kræver gennemførelse af yderligere foranstaltninger end de foranstaltninger, som databehandleren allerede har gennemført, skal den dataansvarlige angive de yderligere foranstaltninger, der skal gennemføres, i bilag 1.C.
Anvendelse af underdatabehandlere
Databehandleren skal opfylde de betingelser, der er omhandlet i databeskyttelsesforordningens artikel 28, stk. 2, og stk. 4, for at gøre brug af en anden databehandler (en underdatabehandler).
Databehandleren må således ikke gøre brug af en underdatabehandler til opfyldelse af disse Bestemmelser uden forudgående generel skriftlig godkendelse fra den dataansvarlige.
Databehandleren har den dataansvarliges generelle godkendelse til brug af underdatabehandlere. Databehandleren skal skriftligt underrette den dataansvarlige om eventuelle planlagte ændringer vedrørende tilføjelse eller udskiftning af underdatabehandlere med mindst 2 dages varsel og derved give den dataansvarlige mulighed for at gøre indsigelse mod sådanne ændringer inden brugen af de(n) omhandlede underdatabehandler(e). Længere varsel for underretning i forbindelse med specifikke behandlingsaktiviteter kan angives i bilag B. Listen over underdatabehandlere, som den dataansvarlige allerede har godkendt, fremgår af bilag B.
Når databehandleren gør brug af en underdatabehandler i forbindelse med udførelse af specifikke behandlingsaktiviteter på vegne af den dataansvarlige, skal databehandleren, gennem en kontrakt eller andet retligt dokument i henhold til EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret, pålægge underdatabehandleren de samme databeskyttelsesforpligtelser som dem, der fremgår af disse Bestemmelser, hvorved der navnlig stilles de fornødne garantier for, at underdatabehandleren vil gennemføre de tekniske og organisatoriske foranstaltninger på en sådan måde, at behandlingen overholder kravene i disse Bestemmelser og databeskyttelsesforordningen. Databehandleren er derfor ansvarlig for at kræve, at underdatabehandleren som minimum overholder databehandlerens forpligtelser efter disse Bestemmelser og databeskyttelsesforordningen.
Underdatabehandleraftale(r) og eventuelle senere ændringer hertil sendes – efter den dataansvarliges anmodning herom – i kopi til den dataansvarlige, som herigennem har mulighed for at sikre sig, at tilsvarende databeskyttelsesforpligtelser som følger af disse Bestemmelser er pålagt underdatabehandleren. Bestemmelser om kommercielle vilkår, som ikke påvirker det databeskyttelsesretlige indhold af underdatabehandleraftalen, skal ikke sendes til den dataansvarlige.
Databehandleren skal i sin aftale med underdatabehandleren indføje den dataansvarlige som begunstiget tredjemand i tilfælde af databehandlerens konkurs, således at den dataansvarlige kan indtræde i databehandlerens rettigheder og gøre dem gældende over for underdatabehandlere, som f.eks. gør den dataansvarlige i stand til at instruere underdatabehandleren i at slette eller tilbagelevere personoplysningerne.
Hvis underdatabehandleren ikke opfylder sine databeskyttelsesforpligtelser, forbliver databehandleren fuldt ansvarlig over for den dataansvarlige for opfyldelsen af underdatabehandlerens forpligtelser. Dette påvirker ikke de registreredes rettigheder, der følger af databeskyttelsesforordningen, herunder særligt forordningens artikel 79 og 82, over for den dataansvarlige og databehandleren, herunder underdatabehandleren.
Overførsel til tredjelande eller internationale organisationer
Enhver overførsel af personoplysninger til tredjelande eller internationale organisationer må kun foretages af databehandleren på baggrund af dokumenteret instruks herom fra den dataansvarlige og skal altid ske i overensstemmelse med databeskyttelsesforordningens kapitel V.
Hvis overførsel af personoplysninger til tredjelande eller internationale organisationer, som databehandleren ikke er blevet instrueret i at foretage af den dataansvarlige, kræves i henhold til EU-ret eller medlemsstaternes nationale ret, som databehandleren er underlagt, skal databehandleren underrette den dataansvarlige om dette retlige krav inden behandling, medmindre den pågældende ret forbyder en sådan underretning af hensyn til vigtige samfundsmæssige interesser.
Uden dokumenteret instruks fra den dataansvarlige kan databehandleren således ikke inden for rammerne af disse Bestemmelser:
- overføre personoplysninger til en dataansvarlig eller databehandler i et tredjeland eller en international organisation
- overlade behandling af personoplysninger til en underdatabehandler i et tredjeland
- behandle personoplysningerne i et tredjeland
Den dataansvarliges instruks vedrørende overførsel af personoplysninger til et tredjeland, herunder det eventuelle overførselsgrundlag i databeskyttelsesforordningens kapitel V, som overførslen er baseret på, skal angives i bilag C.6.
Disse Bestemmelser skal ikke forveksles med standardkontraktsbestemmelser som omhandlet i databeskyttelsesforordningens artikel 46, stk. 2, litra c og d, og disse Bestemmelser kan ikke udgøre et grundlag for overførsel af personoplysninger som omhandlet i databeskyttelsesforordningens kapitel V.
Bistand til den dataansvarlige
Databehandleren bistår, under hensyntagen til behandlingens karakter, så vidt muligt den dataansvarlige ved hjælp af passende tekniske og organisatoriske foranstaltninger med opfyldelse af den dataansvarliges forpligtelse til at besvare anmodninger om udøvelsen af de registreredes rettigheder som fastlagt i databeskyttelsesforordningens kapitel III.
Dette indebærer, at databehandleren så vidt muligt skal bistå den dataansvarlige i forbindelse med, at den dataansvarlige skal sikre overholdelsen af:
- oplysningspligten ved indsamling af personoplysninger hos den registrerede
- oplysningspligten, hvis personoplysninger ikke er indsamlet hos den registrerede
- indsigtsretten
- retten til berigtigelse
- retten til sletning (”retten til at blive glemt”)
- retten til begrænsning af behandling
- underretningspligten i forbindelse med berigtigelse eller sletning af personoplysninger eller begrænsning af behandling
- retten til dataportabilitet
- retten til indsigelse
- retten til ikke at være genstand for en afgørelse, der alene er baseret på automatisk behandling, herunder profilering
I tillæg til databehandlerens forpligtelse til at bistå den dataansvarlige, bistår databehandleren endvidere, under hensyntagen til behandlingens karakter og de oplysninger, der er tilgængelige for databehandleren, den dataansvarlige med:
- den dataansvarliges forpligtelse til uden unødig forsinkelse og om muligt senest 72 timer, efter at denne er blevet bekendt med det, at anmelde brud på persondatasikkerheden til den kompetente tilsynsmyndighed på den dataansvarliges hjemsted, medmindre at det er usandsynligt, at bruddet på persondatasikkerheden indebærer en risiko for fysiske personers rettigheder eller frihedsrettigheder
- den dataansvarliges forpligtelse til uden unødig forsinkelse at underrette den registrerede om brud på persondatasikkerheden, når bruddet sandsynligvis vil medføre en høj risiko for fysiske personers rettigheder og frihedsrettigheder
- den dataansvarliges forpligtelse til forud for behandlingen at foretage en analyse af de påtænkte behandlingsaktiviteters konsekvenser for beskyttelse af personoplysninger (en konsekvensanalyse)
- den dataansvarliges forpligtelse til at høre den kompetente tilsynsmyndighed på den dataansvarliges hjemsted, inden behandling, såfremt en konsekvensanalyse vedrørende databeskyttelse viser, at behandlingen vil føre til høj risiko i mangel af foranstaltninger truffet af den dataansvarlige for at begrænse risikoen
Underretning om brud på persondatasikkerheden
Databehandleren underretter uden unødig forsinkelse den dataansvarlige efter at være blevet opmærksom på, at der er sket et brud på persondatasikkerheden.
Databehandlerens underretning til den dataansvarlige skal om muligt ske senest 8 timer efter, at denne er blevet bekendt med bruddet, sådan at den dataansvarlige kan overholde sin forpligtelse til at anmelde bruddet på persondatasikkerheden til den kompetente tilsynsmyndighed, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 33.
I overensstemmelse med Bestemmelse 9.2.a skal databehandleren bistå den dataansvarlige med at foretage anmeldelse af bruddet til den kompetente tilsynsmyndighed. Det betyder, at databehandleren skal bistå med at tilvejebringe nedenstående information, som ifølge artikel 33, stk. 3, skal fremgå af den dataansvarliges anmeldelse af bruddet til den kompetente tilsynsmyndighed:
- karakteren af bruddet på persondatasikkerheden, herunder, hvis det er muligt, kategorierne og det omtrentlige antal berørte registrerede samt kategorierne og det omtrentlige antal berørte registreringer af personoplysninger
- de sandsynlige konsekvenser af bruddet på persondatasikkerheden
- de foranstaltninger, som den dataansvarlige har truffet eller foreslår truffet for at håndtere bruddet på persondatasikkerheden, herunder, hvis det er relevant, foranstaltninger for at begrænse dets mulige skadevirkninger.
Sletning og returnering af oplysninger
Ved ophør af tjenesterne vedrørende behandling af personoplysninger, er databehandleren forpligtet til at slette alle personoplysninger, der er blevet behandlet på vegne af den dataansvarlige og bekræfte over for den dataansvarlig, at oplysningerne er slettet, medmindre EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret foreskriver opbevaring af personoplysningerne.
Revision, herunder inspektion
Databehandleren stiller alle oplysninger, der er nødvendige for at påvise overholdelsen af databeskyttelsesforordningens artikel 28 og disse Bestemmelser, til rådighed for den dataansvarlige og giver mulighed for og bidrager til revisioner, herunder inspektioner, der foretages af den dataansvarlige eller en anden revisor, som er bemyndiget af den dataansvarlige.
Databehandleren er forpligtet til at give tilsynsmyndigheder, som efter gældende lovgivningen har adgang til den dataansvarliges eller databehandlerens faciliteter, eller repræsentanter, der optræder på tilsynsmyndighedens vegne, adgang til databehandlerens fysiske faciliteter mod behørig legitimation.
Parternes aftale om andre forhold
Parterne kan aftale andre bestemmelser vedrørende tjenesten vedrørende behandling af personoplysninger om f.eks. erstatningsansvar, så længe disse andre bestemmelser ikke direkte eller indirekte strider imod Bestemmelserne eller forringer den registreredes grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, som følger af databeskyttelsesforordningen.
Ikrafttræden og ophør
Bestemmelserne træder i kraft på samme tidspunkt som Vilkårene, nærmere beskrevet ovenfor.
Begge parter kan kræve Bestemmelserne genforhandlet, hvis lovændringer eller uhensigtsmæssigheder i Bestemmelserne giver anledning hertil.
Bestemmelserne er gældende, så længe tjenesten vedrørende behandling af personoplysninger varer. I denne periode kan Bestemmelserne ikke opsiges, medmindre andre bestemmelser, der regulerer levering af tjenesten vedrørende behandling af personoplysninger, aftales mellem parterne.
Hvis levering af tjenesterne vedrørende behandling af personoplysninger ophører, og personoplysningerne er slettet eller returneret til den dataansvarlige i overensstemmelse med Bestemmelserne, kan Bestemmelserne opsiges med skriftlig varsel af begge parter.
Disse Bestemmelser skal anses som en integreret del af Vilkårene og er vedlagt Vilkårene som bilag.
Vedtagelsen af disse Bestemmelser skal derfor anses for at være sket ved ikrafttræden af Vilkårene.
Bilag 1.A: Oplysninger om behandlingen
Behandling af personoplysninger består af to dele:
- opbevaring af oplysninger om Kunden og Kundens relevante medarbejdere, således at Kunden kan kontaktes og faktureres jf. Vilkårene.
- modtagelse og behandling af oplysninger om Kundens brugere, der sender forespørgsler med data direkte til Fix Analytics proxy-serveren. Formålet er udelukkende at fjerne persondata fra disse forespørgsler, og ingen personoplysninger opbevares efter forespørgslen er behandlet.
Behandlingen omfatter følgende typer af personoplysninger om de registrerede:
- for Kunden og Kundens relevante medarbejdere opbevares navn, email, CVR-nummer, og adresse.
- for Kundens brugere modtages IP adresse, unikke brugeridentifikations-ID’er, information om andre hjemmesider besøgt af brugeren, og browserinformation.
Databehandlerens behandling af personoplysninger på vegne af den dataansvarlige kan påbegyndes efter disse Bestemmelsers ikrafttræden. Behandlingen varer indtil abonnementets ophørsel, efter hvilket tidspunkt alle opbevarede personoplysninger anonymiseres.
Bilag 1.B: Underdatabehandlere
Ved Bestemmelsernes ikrafttræden har den dataansvarlige godkendt brugen af følgende underdatabehandlere
- OVH S.A.S.
RCS Lille Métropole 424 761 419 00045
2 rue Kellermann, 59100 Roubaix, France
Databehandling: Cloud hosting af servere og databaser der bruges til at køre Applikationen.
Ved Bestemmelsernes ikrafttræden har den dataansvarlige godkendt brugen af ovennævnte underdatabehandlere for den beskrevne behandlingsaktivitet. Databehandleren må ikke – uden skriftligt at have underrettet den dataansvarlige – gøre brug af en underdatabehandler til en anden behandlingsaktivitet end den beskrevne og aftalte eller gøre brug af en anden underdatabehandler til denne behandlingsaktivitet.
Varsel for godkendelse af underdatabehandlere
Den dataansvarlige har givet databehandleren sin forudgående generelle skriftlige godkendelse til tilføjelse eller erstatning af underdatabehandlere. Underretning om tilføjelse eller erstatning af underdatabehandler, skal være den dataansvarlige i hænde minimum 2 dage, før anvendelsen eller ændringen skal træde i kraft så vidt dette umiddelbart er muligt. Såfremt den dataansvarlige har indsigelser mod ændringerne, skal den dataansvarlige give databehandleren meddelelse herom inden ændringens varslede virkningstidspunkt. Den dataansvarlige kan alene gøre indsigelse, hvis den dataansvarlige har rimelige, konkrete årsager hertil.
Hvis den dataansvarlige afslår, at der foretages ændringer vedrørende tilføjelse eller erstatning af underdatabehandlere, kan dette medføre, at databehandleren kan blive afskåret fra at opfylde tjenesterne. Hvis det er tilfældet accepterer den dataansvarlige, at manglende levering af tjenester ikke anses for en misligholdelse af en aftale. Databehandleren opretholder desuden sit krav på betaling for sådanne ydelser, uanset de ikke kan leveres til den dataansvarlige.
Bilag 1.C: Instruks vedrørende behandling af personoplysninger
Behandlingens genstand/instruks
Databehandlerens behandling af personoplysninger på vegne af den dataansvarlige sker ved, at databehandleren modtager og fjerner personoplysninger fra forespørgsler fra dataansvarliges brugere inden forespørgslerne sendes videre til tredjeparter, således at tredjeparter ikke modtager personoplysninger.
Instrukser om hvilke tredjeparter der sendes forespørgsler godkendes implicit af dataansvarlige ved opsætning af integration med Applikationen.
Behandling af data om dataansvarlige og dataansvarliges medarbejdere sker udelukkende ifbm. aftalemæssige forhold, som fakturering og support.
Behandlingssikkerhed
Sikkerhedsniveauet skal afspejle at der opbevares meget minimale personoplysninger i systemet.
Databehandleren er herefter berettiget og forpligtet til at træffe beslutninger om, hvilke tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger, der skal gennemføres for at etableret det nødvendige (og aftalte) sikkerhedsniveau.
Databehandleren gennemfører passende sikkerhedsforanstaltninger for at beskytte de overladte personoplysninger mod hændelig eller ulovlig tilintetgørelse, tab, ændring, utilgængelighed, uautoriseret videregivelse af eller adgang til personoplysningerne. Databehandleren kan løbende ændre i gennemførte sikkerhedsforanstaltninger, idet ændringer i sikkerhedsforanstaltninger dog aldrig må føre til en forringelse af det aftalte sikkerhedsniveau.
Med henblik på at sikre et passende sikkerhedsniveau, skal den dataansvarlige stille den af den dataansvarlige foretagne konsekvensanalyse for den aftalte behandling til rådighed for databehandleren, og den dataansvarlige skal løbende ajourføre denne overfor databehandleren.
Databehandleren skal dog – under alle omstændigheder og som minimum – gennemføre følgende foranstaltninger, som er aftalt med den dataansvarlige:
- Forbindelsen mellem dataansvarliges kunder og Applikationen skal foregå krypteret
- Oplysninger om dataansvarlige og dataansvarliges medarbejdere modtages over krypteret forbindelse
Bistand til den dataansvarlige
Databehandleren skal så vidt muligt – inden for det nedenstående omfang og udstrækning – bistå den dataansvarlige i overensstemmelse med Bestemmelserne.
Opbevaringsperiode/sletterutine
Ved ophør af tjenesten vedrørende behandling af personoplysninger, anonymiseres personoplysninger der kan henføres til dataansvarlige og dataansvarliges medarbejdere.
Der opbevares ikke data om dataansvarliges brugere, og derfor er der ikke yderligere at slette.
Lokalitet for behandling
Behandling af de af Bestemmelserne omfattede personoplysninger kan ikke uden den dataansvarliges forudgående skriftlige godkendelse ske udenfor databehandlerens og underdatabehandlerens nuværende og fremtidige lokationer. Ved underdatabehandleren forstås nuværende underdatabehandlere samt eventuelle tilføjelser eller erstatninger, under hensyntagen til betingelserne for den dataansvarliges godkendelse af underdatabehandleren.
Overførsel til tredjelande
Hvis den dataansvarlige ikke i disse Bestemmelser eller efterfølgende giver en dokumenteret instruks vedrørende overførsels af personoplysninger til et tredjeland, er databehandleren ikke berettiget til inden for rammerne af disse Bestemmelser at foretage sådanne overførsler.
Procedurer for den dataansvarliges inspektioner
Den dataansvarlige eller en repræsentant for den dataansvarlige har adgang til at foretage inspektioner, herunder fysiske inspektioner, med lokaliteterne hvorfra databehandleren foretager behandling af personoplysninger, herunder fysiske lokaliteter og systemer, der benyttes til eller i forbindelse med behandlingen. Sådanne inspektioner kan gennemføres, når den dataansvarlige finder det nødvendigt.
Den dataansvarliges eventuelle udgifter i forbindelse med en fysisk inspektion afholdes af den dataansvarlige selv. Databehandleren er dog forpligtet til at afsætte de ressourcer (hovedsageligt den tid), der er nødvendig(e) for, at den dataansvarlige kan gennemføre sin inspektion.
Databehandleren eller en repræsentant for databehandleren har adgang til at foretage inspektioner, herunder fysiske inspektioner, med lokaliteterne hvorfra underdatabehandleren foretager behandling af personoplysninger, herunder fysiske lokaliteter og systemer, der benyttes til eller i forbindelse med behandlingen. Sådanne inspektioner kan gennemføres, når databehandleren (eller den dataansvarlige) finder det nødvendigt.
Dokumentation for sådanne inspektioner fremsendes uden unødig forsinkelse til den dataansvarlige til orientering. Den dataansvarlige kan anfægte rammerne for og/eller metoden af inspektionen og kan i sådanne tilfælde anmode om gennemførelsen af en ny inspektion under andre rammer og/eller under anvendelse af anden metode.
Databehandlerens og underdatabehandlerens eventuelle udgifter i forbindelse med en fysisk inspektion af underdatabehandlerens lokaliteter er den dataansvarlige uvedkommende – uanset om den dataansvarlige har initieret og deltaget i en sådan inspektion.
Bilag 2: Privatlivspolitik
Databehandling
deranged indsamler så få personoplysninger som muligt. deranged opbevarer simple personoplysninger om Kunden og Kundens medarbejdere, så som brugernavn, navn, email, og adresse, og finansielle oplysninger der relaterer til fakturering. Samtlige af disse opslyninger indsamles ved direkte forespørgsel til Kunden eller Kundens medarbejdere. deranged opbevarer ikke andre personoplysninger om Kunden.
deranged modtager og behandler personoplysninger om Kunden, Kundens medarbejdere og Kundens brugere som er en del af normale forespørgsler på internettet, eller som sendes af Kundens brugere til Applikationens proxy-server, men opbevarer ingen af dem udover ovennævnte.
deranged behandler ikke personfølsomme oplysninger.
deranged bruger ingen sporingsteknologier i forbindelse med Fix Analytics produktet.
Personoplysninger opbevares så længe et kundeforhold består eller anden lovgivning (f.eks. Bogføringsloven) påkræver det.
deranged deler aldrig personoplysninger med tredjeparter, udover registrerede tredjeparter der yder services der er nødvendige for driften.
Kundens rettigheder
Kunden har ret til at få adgang til Kundens personlige data ved at anmode om en oversigt over de personoplysninger, som deranged behandler om Kunden. Derudover har Kunden muligvis ret til dataportabilitet.
Kunden har også ret til at anmode om, at deranged korrigerer unøjagtigheder i dine personoplysninger.
Yderligere har Kunden ret til at anmode om sletning af personoplysninger og til at begrænse eller gøre indsigelse mod derangeds behandling af dine personoplysninger i henhold til denne erklæring eller andre tjenestespecifikke vilkår.
Anmodninger som nævnt i dette afnist kan indgives til email get+analytics@deranged.dk.
Endelig har Kunden også ret til at indgive en klage til databeskyttelsesmyndighederne i forbindelse med derangeds behandling af dennes personoplysninger.